Vedtægter

Vedtægter for Nordisk Herpetologisk Forening

 

§ 1

 

1. Foreningens navn er: NORDISK HERPETOLOGISK FORENING

 

2. Foreningens initialer er: NHF.

 

3. Foreningen dækker primært Danmark, og lokalafdelinger kan oprettes, hvor det måtte ønskes (se § 9).

 

§ 2

 

1. Foreningens formål er at fremme interessen for og kendskabet til padder og krybdyr.

 

2. Der lægges vægt på at fremme terrariehobbyen. Dette formål søges nået gennem mødeaftener, udstillinger og ekskursioner, samt at søge indflydelse ved relevante myndigheder.

 

3. Foreningen vil inden for sit interesseområde virke for bevarelse og beskyttelse af truede arter, bestande og biotoper.

 

4. Medlemmerne skal overholde gældende lovgivning, som har en dyreværns- eller fredningsmæssig relation til import, handel og hold af krybdyr og padder. Overtrædelse af gældende lovgivning kan medføre eksklusion af foreningen.

 

§ 3

 

1. Foreningen udsender et blad med herpetologisk stof.

 

2. Bladet er en service for medlemmerne. Det kan forhandles offentligt.

 

§ 4

 

1. Som medlem af foreningen kan enhver optages, som har interesse for herpetologi.

 

2. Indmeldelse kan kun ske ved henvendelse til hovedbestyrelsen.

 

3a. Udmeldelse kan ske ved henvendelse til hovedbestyrelsens kasserer.

 

3b. Udmeldelse sker derudover automatisk såfremt medlemsskabet ikke fornyes ved at betale det aktuelle medlemskontingent senest en måned efter udsendt betalingspåmindelse/rykkerskrivelse i det nye medlemsår.

 

4. Hvis et medlem handler i modstrid med foreningens interesser, kan bestyrelsen ekskludere vedkommende. Vedkommende kan indanke sagen for førstkommende generalforsamling, som har den endelige afgørelse.

 

5. Æresmedlemskab kan tildeles enkeltpersoner eller organisationer, der har ydet en ekstraordinær indsats for NHF. Æresmedlemmer skal godkendes af generalforsamlingen for hovedafdelingen. Æresmedlemmer er kontingentfrie.

 

§ 5

 

1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

 

2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på et af bestyrelsen valgt tidspunkt i maj eller juni.

 

3. Indkaldelse til generalforsamling skal være medlemmerne i hænde mindst 60 dage før den fastsatte dato, således at forslag, som ønskes behandlet under dagsordenens pkt. 5, samt navne på kandidater, som ønskes opstillet til bestyrelsesvalg, offentliggøres i af bestyrelsen mindst 30 dage før afholdelsen af generalforsamlingen. Offentliggørelse af dagsorden og navne på kandidater skal ske på foreningens hjemmeside, i meddelelsesbladet, eller direkte til medlemmerne med post.

 

4. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.

 

5a. For at være stemmeberettiget på NHF’s generalforsamling skal medlemskontingent for indeværende medlemsår være betalt.

 

5b. Er kontingentet indbetalt senere end 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, skal dokumentation for betaling medbringes for at man kan være stemmeberettiget.

 

6. Generalforsamlingens dagsorden fastsættes, som følger:

 

1. Valg af dirigent

2. Valg af stemmetællere, mindst 2

3. Formandens beretning

4. Regnskabet fremlægges til godkendelse

5. Indkomne forslag

6. Valg: A. Formand

B. Øvrige bestyrelsesmedlemmer

C. Suppleanter

D. Revisorer

7. Eventuelt

 

7a. Forslag, som ønskes behandlet under dagsordenens pkt. 5, samt navne på kandidater, som ønskes opstillet til bestyrelsesvalg skal være hovedbestyrelsen i hænde senest 40 dage før den annoncerede generalforsamling. Forslag, som ikke først har været offentliggjort, kan ikke behandles på generalforsamlingen.

 

7b. Ordlyden af indkomne forslag kan, under forudsætning af forslagsstillers samt minimum 2/3del af generalforsamlingens accept, ændres/modificeres af generalforsamlingen, dog kun således at intentionerne bag forslaget beholdes.

 

8. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen og kan ikke ændres af bestyrelsen.

 

9. Bestyrelsens eventuelle forslag til kontingentændring skal offentliggøres samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen.

 

10. Ændringer i lovene kan vedtages på enhver generalforsamling; hertil kræves dog mindst 2/3dels stemmeflertal af de fremmødtes stemmer.

 

11. Al anden afstemning afgøres ved simpelt stemmeflertal.

 

12. Såfremt der under afstemning om et forslag opstår stemmelighed, bortfalder forslaget.

 

13a. Afstemning sker pr. brev eller fuldmagt, ved håndsoprækning eller, hvis blot ét medlem forlanger det, ved skriftlig afstemning.

 

13b. Brevstemmer kan alene benyttes til at stemme for en (eller flere) af de opstillede kandidater. Til afstemning af indkomne forslag kræves afgivelse af fuldmagt.

 

14. Ved afstemning pr. fuldmagt kan et enkelt medlem kun stemme med maks. 5 fuldmagter, ud over sin egen stemme.

 

§ 6

 

1. Bestyrelsen kan på eget initiativ eller skal på mindst 1/3 af medlemmernes opfordring indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

 

§ 7

 

1. Bestyrelsen består af mindst 4 og højst 7 medlemmer, inklusiv formanden.

 

2. Formanden er på valg hvert år og vælges af generalforsamlingen til posten som formand.

 

3. I tilfælde af formandens frafald rykker næstformanden op.

 

4. Resten af bestyrelsen er på valg hvert andet år med tre medlemmer hver gang.

 

5. Der vælges to suppleanter hvert år.

 

6. Der vælges to revisorer hvert år.

 

7. Bestyrelsen konstituerer sig selv.

 

8. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fire medlemmer er til stede.

 

9. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

10. Suppleanter har ikke stemmeret i bestyrelsen.

 

11. I fald der på den angivne skæringsdato for opstilling af kandidater til bestyrelsen ikke er kommet tilstrækkeligt kandidater (jf. vedtægterne) gives der dispensation til, at manglende kandidater kan melde sig på Generalforsamlingen under følgende præmisser:

 

A: Kandidater opstillet før skæringsdatoen er automatisk indvalgt

B: Såfremt der mangler kandidater til formandsposten, så har kandidater opstillet til den øvrige bestyrelse før skæringsdatoen første ret til at ændre deres opstilling til også at gælde formandsposten

C: Kun såfremt ingen af kandidaterne opstillet før skæringsdatoen er villig til at stille op til formandsposten, så kan kandidater opstilles hertil på selve dagen

D: Såfremt der mangler kandidater til bestyrelsen, og ingen af kandidaterne er opstillet før skæringsdatoen, kan kandidater opstilles til bestyrelsen på selve dagen

E: Såfremt der mangler kandidater til bestyrelsen, så har kandidater opstillet til bestyrelsen før skæringsdatoen første ret til indvalg

 

12. Bestyrelsen er forpligtet til mindst én gange årligt, udover ved formandens beretning på generalforsamlingen, at orientere foreningens medlemmer om status for, og forventninger til, bestyrelsens arbejde. Orienteringen kan ske via foreningens hjemmeside, vi meddelelsesbladet eller direkte til medlemmerne med brev.

 

13. En lokalafdelingsbestyrelse eller Interesseafdelingsbestyrelse skal bestå af mindst 4 medlemmer og højst 7 medlemmer. Lokalafdelingsbestyrelsen/ Interesseafdelingsbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede.

 

§ 8

 

1. Foreningens regnskabsår løber fra 1. maj til 30. april.

 

2. Er medlemskontingentet ikke betalt senest 1 måned efter udsendt betalingspåmindelse/rykkerskrivelse, ophører medlemskab automatisk. Medlemmer kan gen-indtræde med deres gamle medlemsnummer, såfremt kontingentet efterfølgende betales og medlemsnummeret oplyses i forbindelse hermed.

 

3. Det er kun kassereren og formanden, der kan disponere over foreningens midler, i henhold til foreningens love. Foreningens midler skal altid stå på foreningens bankkonti eller postgirokonti. Dog har kassereren en kassebeholdning på højest kr. 2000,00.

 

4. Foreningen tegnes økonomisk af formanden og et bestyrelsesmedlem. Af hensyn til driften bemyndiges kassereren til alene at råde over foreningens midler.

 

§ 9

 

1. En interessegruppe er en samling af medlemmer (mindst 5) med et fælles tilhørsforhold enten emnemæssigt eller geografisk. Den oprettes under NHF på medlemmernes eget initiativ, men skal endeligt godkendes af NHF’s hovedafdelings bestyrelse.

 

2. En interessegruppes virksomhed må ikke være i modstrid med § 2 i disse love.

 

3. En interessegruppe skal udpege en talsmands, som er NHF’s kontaktperson til gruppen, og som over for hovedafdelingens bestyrelse er ansvarlig for gruppens aktiviteter.

 

4. Hovedafdelingens bestyrelse kan efter ansøgning tildele interessegrupper økonomiske midler.

 

5. Hovedafdelingens bestyrtelse kan opløse en interessegruppe, hvis dennes virksomhed er i modstrid med § 2 i NHF’s love, eller hvis gruppen handler åbenlyst illoyalt over for NHF’s generelle virke.

 

§ 10

 

1. Lokalafdelinger kan oprettes under NHF på medlemmernes eget initiativ. Før endelig oprettelse af lokalafdelingen skal denne godkendes af NHF's hovedafdelings bestyrelse.

 

2. Lokalafdelingen arbejder selvstændigt og vælger selv sin bestyrelse ud fra nærværende love.

 

3. Lokalafdelingens medlemmer svarer normalt kontingent til NHF og oppebærer samme rettigheder og pligter som ethvert andet medlem.

 

4. De enkelte lokalafdelinger har ret til refusion i forhold til deres medlemstal. Medlemstallet opgøres mindst to gange årligt i perioden, sidst i 2. og 4. kvartal.

 

5. Refusion udbetales kun, såfremt revideret og godkendt regnskab foreligger.

 

6. En lokalafdeling kan til enhver tid nedlægge sig selv i henhold til nærværende love.

 

7. Ved misligholdelse af en lokalafdeling kan hovedbestyrelsen til enhver tid gribe ind. Ved misligholdelse forstås uregelmæssig regnskabsføring eller manglende generalforsamling.

 

8. Hovedbestyrelsen skal give lokalafdelingen to advarsler, mindst én skriftlig, inden hovedbestyrelsen tager skridt til nedlæggelse af en lokalafdeling. Begge advarsler skal offentliggøres i bladet, eller på foreningens hjemmeside.

 

9. Nedlægger hovedbestyrelsen en lokalafdeling, tilfalder eventuelle midler NHF.

 

§ 11

 

1. Interesseafdelinger kan oprettes under NHF på medlemmernes eget initiativ. Før endelig oprettelse af Interesseafdeling skal denne godkendes af NHF's hovedafdelings bestyrelse.

 

2. Interesseafdeling arbejder selvstændigt og vælger selv sin bestyrelse ud fra nærværende love.

 

3. Interesseafdelinger kan oprette egen konto og kørermed egen økonomi

 

4. Interesseafdelinger modtager ikke medlemsrefusion af NHF-hovedbestyrelse

 

5. Interesseafdelinger kan søge midler fra hovedbestyrelsen i forbindelse med afholdelse af arrangementer for dets medlemmer. Ansøgning om midler skal indeholde et budget og plan for arrangementets afholdelse såvel som opfølgning med et endeligt regnskab efter arrangementet er afholdt

 

6. Interesseafdelingens medlemmer svarer normalt kontingent til NHF og oppebærer samme rettigheder og pligter som ethvert andet medlem.

 

7. En Interesseafdeling kan til enhver tid nedlægge sig selv i henhold til nærværende love.

 

8. Ved misligholdelse af en Interesseafdeling kan hovedbestyrelsen til enhver tid gribe ind. Ved misligholdelse forstås uregelmæssig regnskabsføring eller manglende generalforsamling, aktiviteter, der strider mod foreningens vedtægter.

 

8. Hovedbestyrelsen skal give Interesseafdeling 2 advarsler, mindst én skriftlig, inden hovedbestyrelsen tager skridt til nedlæggelse af en Interesseafdeling. Begge advarsler skal offentliggøres i bladet, eller på foreningens hjemmeside.

 

9. Nedlægger hovedbestyrelsen en Interesseafdeling, tilfalder eventuelle midler NHF.

 

 

§ 12

 

1. For at opløse foreningen kræves to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger med minimum 30 dages mellemrum.

 

2. Eneste punkt på dagsordenen er foreningens opløsning.

 

3. Såfremt foreningen opløses, bestemmer generalforsamlingen, hvortil foreningens midler skal anvendes.

 

 

Nærværende vedtægter er revideret og vedtaget på generalforsamling af 20 juni 2015