Terrariesikkerhed

En begynder guide til terrarie sikkerhed

Denne guide er tiltænkt folk der har fået deres allerførste krybdyr eller padde, men også til de mere erfarne folk, som gerne vil have opfrisket de gode retningslinjer for terrariehold.

  • Dit terrarie, om det er til frøer, varaner eller slanger, skal være indrettet til det bestemte dyr, som du har erhvervet dig, derfor bør dyret også blive i det terrarie.
    Der sker alt for mange ulykker, som eks hundebid på skildpadder, eller slanger der slipper fri fra en uopmærksom ejer, fordi man lige vil have dyrene udenfor terrariet, enten på gulvet eller i haven, men pludselig er der noget andet, der kræver opmærksomheden, det kan være kartoflerne der koger over, eller barnet der græder, og når man vender sig om er dyret væk.
    Det er ikke risikoen værd!
    Hvis man skal have dem ud, så kræver det 100% opsyn, hele tiden!
  • Dit terrarie bør være udstyret med en låseanordning!
    Specielt hvis man løfter sit terrarie udenfor en sommerdag, er det et must at have lås på, gerne hængelås!
    Både så dyret bliver i sit terrarie, men også hvis der skulle komme et menneske forbi, som ser sit snit til at hugge dit hobbydyr. Det er en ærgerlig situation uanset hvad, som kunne være undgået.
    Alternativt kan man benytte en gummikile til at sætte i mellem glassene, så disse ikke kan skydes fra hinanden, men det hjælper så kun på, at dyret ikke kan komme ud, ikke på om uvedkommende kan stjæle ens dyr.
  • Dit terrarie, om det er glas, PVC, træ eller noget 4. skal altid være i tiptop stand!
    Selvfølgelig vil der komme slid løbende, men ting som flækkede hjørner i træet, der blot bliver nødtørftigt limet eller tapet sammen, eller en glas skydelåge der mangler et hjørne og får noget Gaffa, det holder ikke.
    Et nyt stykke glas kan erhverves for omkring 100,- kr., og de er godt givet ud!
    Og en træplade till udskiftning kan købes i nærmeste byggemarked, hvor de også skære pladen til på mål; det bliver ikke nemmere.
  • Lad aldrig børn være alene med dyr!
    Både for barnets skyld og for dyrets skyld. Der skal ikke meget til før et barn slipper dyret i chok, eller børnene laver en hurtig bevægelse og gør dyret bange.
  • Det bliver mere og mere moderne at holde dyr udenfor om sommeren. Specielt dyr som skildpadder er der mange der holder udenfor om sommeren, og det kan være en rigtig fin løsning, hvis altså man får lavet det flugtsikkert!
    Mange bliver ofte overrasket over dyrs evne til at finde en vej ud hvis de vil.
    En hurtig googlesøgning på eks “tortoise escaping” viser skildpadder, der klatre over hegn, både trådhegn og hegn af træ, på både en halv og en hel meter.
    Hvis du ønsker at holde dine dyr udenfor, så er det en virkelig god ide at søge erfaringer fra folk, som holder dyr udenfor.
    I NHF deler vi viden med hinanden, det er faktisk en af vores vigtigste egenskaber som forening, at vi hjælper hinanden således at andres erfaringer kan komme alle til gode!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *